HJEMMELAVET SPICY KEBAB I WRAPS

Jeg er blevet stillet en udfordring af Økologisk Landsforening; jeg skal give mit bud på en økologisk middag med vennerne, hvor der bruges hakket oksekød og med fokus på mindre madspild.

Det er gennem deres kampagne Generation Ø, som du kan følge på både Facebook og på Instagram, som skal inspirere unge til at købe mere økologi, og vise at det ikke behøver være hverken besværligt eller dyrt at handle økologisk.

Udfordringen giver, udover tanker om menuen, lejlighed til at jeg tænker mig om endnu engang; hvorfor køber jeg egentlig økologi, når jeg handler?

Økologi handler om at tage ansvar

Økologi handler for mig om at tage ansvar, tage ansvar for mig selv. Det handler om at tage ansvar for den måde, jeg handler ud i verden på. Der er noget, som vi ikke selv kan tage ansvar for ex hvor vi er født, hvem vores forældre er samt, hvor vi er vokset op og med hvem. Men lige netop den måde vi gerne vil være i verden på, den måde vi handler på ud i verden, den kan vi tage ansvar for. Når jeg handler økologisk, så tager jeg ansvar for mig selv, og den måde jeg gerne vil være på i forhold til andre mennesker, dyr og miljø.

Jeg er ikke så fokuseret på, hvordan andre handler og gør, når det kommer til økologi – ikke længere da. Jeg kan kun tage ansvar for mig selv. Det giver mig lidt at kæmpe for i min hverdag; mennesker, miljø og dyr. Så er det lige pludselig ikke længere ligegyldigt, hvad jeg vælger at lægge i indkøbskurven. Lidt lommefilosofisk kan man vel sige, at det er en smule håb, jeg også fylder indkøbskurven med, når jeg vælger økologi. Et håb om og for et bedre klima, et godt miljø, bedre forhold for både mennesker og dyr. Kogt en smule ned og ikke så himmelfaren, så handler økologi måske også om, at der ikke er grund til at fylde sig selv eller andre med sprøjtegifte.

Hjemmelavet spicy kebab i wraps

Jeg har valgt at byde ind med hjemmelavet kebab med grønt og hjemmelavede wraps, som man med stolthed kan servere for sine venner – og håbe på, at de ikke spiser alt for meget, så man kan gemme lidt til frokosten.

Økologisk spicy kebab hjemmelavet

Wraps ca. 10 stk

  • 500 g. hvedemel
  • 10 g. salt
  • 3 dl. håndvarm vand

Bland mel og salt. Tilsæt vand og ælt det godt igennem i hånden. Når dejen er jævn og glat, læg den i en skål med film over. Lad dejen hvile lunt i ca. 45-60 min. Del dejen ud i ca. 10 lige store stykker og rul dem flade på en let meldrysset bord. Bag dem på en godt varm pande 30-60 sek. på hver side – til de er færdige. Læg dem i et viskestykke så snart hver er færdig og server dem straks.

Hvis du er hvedeforskrækket, så ville jeg ikke tøve et øjeblik med at bruge majsmel.

Kebab ca. 12 stk

  • 12 træspyd
  • 400 g. hakket oksekød
  • 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 æg
  • 1 tsk. fint salt
  • Friskkværnet peber
  • 1/2 tsk. stærk paprika eller cayennepeber
  • 1 spsk. stødt spidskommen
  • 2 gode spsk. rasp
  • 1/2 bundt koriander

Riv løg og hvidløg fint på et rivejern. Klip koriander groft. Ælt alle ingredienser sammen. Ælt til du har en helt jævn og samlet fars. Form farsen til ca. 12 pølser og spid dem med dine spyd. Læg spydene i et fad og hæld en smule olie over dem. Bag dem i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 25 minutter.

Auberginespread

  • 2 auberginer
  • 1/2 citron
  • 2 spsk. olivenolie
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 fed hvidløg
  • 1/2 tsk. spidskommen
  • 1 knivspids stærk paprika eller cayennepeber

Halver auberginerne. Læg et par snit i overfalden på dem. Gnid overfalden med olivenolie, giv dem så lidt salt og friskkværnet peber. Bag dem sammen i ca. 30 minutter til de er bløde.

Skrab kødet fra auberginerne ud og blend det sammen med olivenolie, saften fra 1/2 citron, hvidløg, spidskommen og cayennepeber. Smag til med salt og friskkværnet peber.

Dressing

  • 1 dl. 18% creme fraiche
  • Saft fra 1/2 citron
  • 2 spsk. olivenolie
  • Resten af din koriander – gem evt. lidt til pynt
  • Salt og friskkværnet peber

Rør creme fraiche, citronsaft, olivenolie og koriander sammen og smag til med salt og friskkværnet peber.

økologisk hjemmelavet spicy kebab

 Sådan går du igang

  • Lav dejen til dine wraps og sæt til side.
  • Lav din auberginespread.
  • Lav dine kebab.
  • Lav din dressing.
  • Hav dine wraps klar til dine kebabs er færdige.
  • Server og nyd.

Jeg serverede mine wraps med blandet salat, avocado som var vendt i citron, salt og nigellafrø, spirer og koriander. Server også gerne med rødløg, agurk, forårsløg, julesalat og usaltede pistacienødder, eller hvad din grøntsagsskuffe rummer.

økologisk hjemmelavet spicy kebab

Skulle der mod forventning blive lidt tilovers, så gem dine wraps i en lufttæt pose, så kan du endnu engang nyde lækre wraps til frokost.