NEMME PØLSEHORN

Jeg har ofte lyst til nogle af de klassikere, som jeg fik da jeg var dreng; reel comfort food. Så da vi skulle på julebesøg hos min svigerfamilie på sjælland, så bagte jeg nogle nemme pølsehorn af nogle pølser, der var til overs. Så havde vi til en tur på motorvej uden, at vi behøvede at stoppe – og jeg er ikke så meget til motorvejens madjomfruer, der svinger fastfood over diskene i en lind strøm.

Jeg brugte kogte wiener pølser fra Hanegal og opskriften på mit franskbrød, som du kan finde her. Du kan evt. erstatte noget af den fine hvedemel med noget fuldkornsmel. Mærk dig frem om dejen skal være mere fugtig, så tilsæt lidt mere mælk. Jeg rullede dejen ud på en smule mel, snittede den i trekanter og smurte dem med en smule ketchup og rullede om en halv pølse. Jeg lod dem hæve 20 min. på en bageplade og bagte dem ca. 15-20 min. Til de var færdige.