OREGANODELLER AF OKSEKØD MED FRITTER OG SALAT

Jeg er blevet så hooked på hjemmelavede pomfritter som aldrig før – oplever du ikke det, at man glemmer, at der er noget som man kan li’ og så pludseligt genoplever det? Sådan har jeg det pt. med fritter. Så for at fejre min nye kærlighed lavede jeg oreganodeller af oksekød med fritter og salat.

Hjemmelavede fritter

Jeg bruger nogle gode bagekartofler. Skræl dem og skær dem tyndt ud. Giv dem et opkog i nogle minutter, dræn dem og skyl dem med koldt vand i gryden – en eller to gange. Lad dem dryppe af og tør dem med et viskestykke. Vend dem i olivenolie og salt, bag dem på en plade på 200 grader i midten af ovnen. Giv dem varmluft det sidste stykke tid, så de bliver sprøde. Vend dem undervejs.

Oreganodeller af oksekød

  • 400 g. hakket oksekød
  • 1 tsk. tørret oregano
  • 1 hvidløg
  • Salt og friskkværnet peber

Rør kød, oregano og hvidløg (presset) sammen med en smule salt og godt med friskkværnet peber. Sæt det på køl i 20 minutter. Form farsen til små deller og steg dem i olivenolie.

Jeg serverede retten med salat med mozzarella, usaltede pistacienødder og græskarkerner samt en smule Aioli med chili.

Hurtigt, let og helt i orden aftensmad. Skulle der blive et par deller til overs, så er de perfekte i en sandwich med salat og lidt chili.