PEBERKAGEHUS

PEBERKAGEHUS

Så blev der pyntet op til jul herhjemme og ingen jul uden et peberkagehus – så var der ikke så meget andet at gøre, ringe til mor efter opskrift på pebernødder; blande, rulle, skærer og bage. Afkøle og så lime sammen for så at få min smukke kone til at pynte det:-)

Økologisk peberkagehus

Opskrift på peberkagehus

  • 500 g. smør
  • 500 g. sukker – evt. mindre
  • 2 dl fløde
  • 3 tsk. stødt ingefær
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. natron
  • 1 kg. hvedemel
  • 1 tsk. hvid peber – hvis du er til det, det er jeg ikke:-)

Smør og sukker røres hvidt. Opløs natron i fløden. Bland krydderier, mel og bagepulver sammen i en skål. Ælt de andre ingredienser i – ælt det godt i gennem. Rul dejen ud i ca. 3 mm. tykkelse og skær og stik formen ud til huset. Mine mål kan du få nedenfor:

Skabelon 1 passer til tag og sider på huset. Skabelon 2 passer til gavlene.

Skabelon 1: 12,5 cm. i længden og 9 cm i højden. Skabelon 2 måler 15 cm i højden, 8,5 cm i bredden og 9 cm i hver side. Så skærer du bare op til toppen i midten fra de 9 cm. i siden.

Skorsten skærer du bare ud som du vil, dør og vinduer ligeså.

Økologisk peberkagehus skabelon

Bag på 200 grader i ca. 10 minutter – hold øje med det.

Økologisk peberkagehus

Så er der kun tilbage at samle huset og få en anden en til at pynte det:-) Huset er limet med smeltet sukker, men du kan også bruge glasur. Huset er pyntet med en meget tyk/tør glasur.

Økologisk peberkagehus

Sådan, så er der pyntet op til jul, også med kage. Og mon ikke der bliver en lille rest dej, der kan blive til lækre pebernødder? Min datter elsker huset og kigger på det hver dag, “se far, kager!”.